Vi så Incendies fra 2010 her til aften. Jeg har set den før, men det havde min kæreste ikke.

En fuldstændig fantastisk film og en af mine absolutte favoritfilm.

Vi følger et canadisk tvillingepar i tiden efter deres mors død. Pandoras æske åbner sig da de får læst testamentet højt og det viser sig at deres hemmelighedsfulde mor har en fortid, der stikker dybere end nogle af dem kunne have forudset.

To breve ligger klar. Det ene skal datteren give til den far, de indtil nu havde troet var død og det andet skal gives af sønnen til den bror ingen af dem vidste de havde.

Herfra starter rejsen mod sandheden og sandheden ligger et eller andet sted i Mellemøstens tørre varme, i deres mors hjemland. Hver sten bliver vendt på vejen mod sandheden og under hver sten ligger en skorpion, der afslører den ene altomvæltende hemmelighed efter den anden om deres mors fortid og hvad der blev af de to mænd, de er beslægtede med.

Med på dvden er en lille dokumentar som er halv behind the scenes og halv interviews med de mellemøstlige statister, som alle har haft krig alt for tæt inde på livet. Filmens instruktør, Denis Villeneuve (Prisoners, Enemy, Sicario, Arrival, Blade Runner 2049 og Dune-filmene) nævner selv at han aldrig har kendt til krig og derfor er meget lydhør overfor statisternes intuitionen og forslag så det han laver bliver autentisk. Dolumentaren er lige så, hvis ikke mere, spændende end filmen selv da man hører fra børn, unge, midaldrende og helt gamle, der deler deres oplevelser af krig. Nogle er fyldt med hævnbegær, andre er plaget af traumer og yderligere andre føler en taknemmelighed for at kunne deltage i noget, der belyser deres virkelighed.

På sin vis føles det til tider som at overvære en masse overgreb på traumatiserede mennesker når de skal bevæge sig gennem sættene med brændte biler, murbrokker og lyd af skud. En teenagedreng smurt ind i teaterleder står og taler om hvor ubehageligt det føles i hans krop at gøre det her. Fnisende 18-20årige piger taler om hvordan lyden af kampvognene i baggrunden vækker minder fra krigen i Irak og at det sidder i huden på dem. En mor ser på scenen hvor en bus fuld af mennesker bliver nådesløst beskudt og brændt af. Hendes døtre er statister og hun taler om at hun er glad for at de deltager i filmen. At det var noget de gerne ville. En af pigerne får sprøjtet teaterblod ud over sit tøj og smiler kækt med lidt galgehumor “rød - kærlighedens farve”. Moren fortæller hvordan en militia brød ind i deres hjem og hvordan de dræbte hendes søn.

Så mange historier og lige så mange mennesker til at fortælle dem. Alle er de mærket af det på deres egen måde og selvom det føles forkert at have dem til at genopleve de ting de flygtede fra, så virker det som om at det for dem alle er en vigtig ting at gøre - også selvom det er ubehageligt.

Incendies er Denis Villeneuves bedste film og det er slet ikke op til diskussion. Jeg har set alt han har lavet (undtagen Dunefilmene) og ingen af dem er overhovedet i nærheden af Incendies’ niveau. De andre film er film. Incendies er virkeligheden fortalt gennem fiktion. Når man tænker på hvor høj kaliber en gennemsnitlig Denis Villeneuvefilm er, så siger det altså ikke så lidt. Vil klart anbefale den til alle.

Jeg glemmer aldrig første gang jeg så den og hvor rystet jeg var da vi nåede rulleteksterne. At se den igen og vide præcis hvor den er på vej hen gør den ikke mindre spændende eller mindre rystende. Den viser virkelig hvor grusom krig er og hvad krig gør ved mennesker. Og så har den bare et skidegodt budskab: vi arver alle vreden og den holder os i lænker, men vi må og skal bryde kæden og ikke give vreden i arv til næste generation.

Jeg har læst graphicnovel udgaven af Kurt Vonnegut’s Slaughterhouse-Five. Bogen er en af mine yndlingsbøger og jeg er virkelig glad for den her version. Stregen og valgene stemmer godt overens med mine egne og der både underfundighed, varme og humor i den. Kæmpe anbefaling!